Bolsjefabrikken

Desuden...

2012-01-27T03:19:00.000-08:00

Desuden synes jeg, at det er ærgerligt, at vi åbenbart stadig føler, at der er et behov for med legater at hylde forskere indenfor naturvidenskabelige fag - for at være kvinder.
Stort tillykke herfra dog - til alle forskere. Fordi I er forskere og er med til at producere viden. Det er en stor ting.

Jeg håber, at det en dag er unødvendigt at "opmuntre kvinder til at fortsætte i deres videnskabelige karriere, efter de har opnået deres ph.d". Tænk at man synes, at det er nødvendigt? Det er da lidt trist. En dag må det da være så naturligt, at alle fag er tilgængelige for alle køn, at der ikke er et behov for at sige noget som: "Godt klaret - af en kvinde. Fortsæt endelig det gode arbejde."

Ja ja, jeg ved godt, at jeg nok bare er lidt utålmodig her... (Eller; også her.) Rom blev ikke bygget på en dag. (Men det blev da bygget til sidst!) Jeg håber dog ikke, at jeg er den eneste, der tænker: "Nej, er det virkelig nødvendigt? Sikke da noget, det håber jeg ændrer sig en dag. Snart."

Læs mere om uddelingen af legaterne her

Da jeg accepterede, at jeg blev diskrimineret - af mig selv

2012-01-16T07:28:00.000-08:00

Den opmærksomme læser vil muligvis have opfattet, ar jeg ikke er heteroseksuel ciskønnet kvinde.
Jeg er et eller andet andet - måske queer.

Det har taget mig mange år og mange mørke tanker at nå til den erkendelse - og jeg har været en del igennem, lige fra at have det bedst som 'manden' i legene som lille og tænke, om jeg måske var en dreng, men alligevel ikke føle, at det var rigtigt og ikke ville være en drenge-pige.
Jeg har været forelsket i både mænd, kvinder og andre, både de ciskønnede, de homoseksuelle, de transkønnede og de biseksuelle. Har du nogensinde prøvet at være en ung pige, der tvivler på sit eget køn og have et crush på en homoseksuel fyr? - det er noget, der godt kan få en til at tænke, at et liv med øget kropsbehåring og større muskelmasse måske slet ikke er så skidt endda, hvis bare det betyder, at man kan få lov til at se ind i de blå øjne. Og så er skæg jo også en ofte undervurderet mulighed for at udtrykke sin stil. Ak ja, jeg har været omkring i min søgen efter mig selv - langt omkring.

Til sidst accepterede jeg, at jeg er mig, med alt hvad det indebærer og udelukker af hun og han, blonder og denim, lyst og begær. Og ingen skæg, i hvert fald ikke på mig. Køn passer åbenbart ikke til mig. I hvert fald ikke den slags køn, jeg som oftest ser udlevet og spejlet og fortalt rundt om mig. Den slags, hvor der kun er kvinder og mænd og penisser og vaginaer (uanset om de så stemmer overens med personens 'sande køn' eller ej) og et afgrænset antal måder, de kan matches på. Jeg har det bedre, når jeg ikke prøver at være noget, jeg ikke er. Og jeg er ikke køn. Eller, altså ikke på den der kropslige og mentale måde. Argh, du ved, hvad jeg mener.

Når det er sagt, så er det sådan i dag, at man konstant skal vælge, når det kommer til køn - er du mand eller kvinde?
Offentlige toiletter, alle offentlige papirer, pas, sygesikring, ægteskab, medlemskaber både på nettet og i fintessklubben, hos matas og i undertøjsforretningen, på studiet og i fælleslegen.
"Pigerne går til venstre, drengene til højre." Så kan man ikke blive stående i midten og blomstre eller med mit udseende, mit navn og det hele gå til højre, uden at skulle forklare, forsvare og forvirre. Og det orker jeg bare ikke, uanset hvor u-kamplystent det er. Jeg gider ikke, at alt skal være et forsvar for min kønsidentitet (eller mangel på samme). Jeg kæmper en del, men nogle gange vil jeg også bare gerne være der. Sådan, helt almindeligt bare være der.

Derfor diskriminerer jeg dagligt mig selv og vælger konsekvent 'pigerne'. Når jeg skal på toilettet et sted hvor unisex ikke er opfundet (eller opdaget) endnu, går jeg pænt ind ad døren med figuren med kjole på. Og helt ærligt, så tænker jeg altid, at jeg mest synes at det ligner en skaldet person med nederdel, hvilket får mig til at tænke på drags, androgyne og queers, og så føler jeg mig mere velkommen.
Det går lige. Det er først, når der står 'kvinder', at jeg lige må synke en gang, før jeg går derind. Derinde gør jeg alt for ikke at få øjenkontakt med andre i spejlet eller i det hele taget. Hvad hvis de opdager mig? Men opdager hvad?

Hele verdenen omkring mig referer jo til mig som 'hun' og bruger mit navn, der kun anvendes til hunkøn. Jeg er en del af 'pigerne' og 'tøserne'. Jeg går dagligt med mascara og rouge og tager nogle gange kjole på. (Jo, jeg gør da så - det er bare ikke så ofte). Jeg er endda født med de kønsorganer, der normalt forbindes med kvinder og har gennemgået kvindelig pubertet. "Aha," tænker du måske "så hun er jo en kvinde. Whats the big deal?"

The big deal er, at jeg ikke er en kvinde. Eller, det gør mig ikke noget, at resten af verden opfatter mig som sådan - så længe mulighederne kun hedder 'kvinde', 'mand' eller 'fanget i den forkerte krop'. Den første er ligeså forkert som de to sidstnævnte muligheder. Den første får bare min interaktion med omverdenen til at glide lidt nemmere. De, der kender mig godt, ved godt, at jeg er queer. Men de siger stadig 'hun', for hvad skulle de ellers sige? Vores sprog begrænser.

Men jeg tænker ikke på mig selv som kvinde, og jeg føler mig ikke tilpas i nogen af de kasser, jeg har været i, hvor kvinde var en del af beskrivelsen. Lesbisk? - nej, det er jeg ikke, hvis det er 'kvinder, der kan lide kvinder' eller 'mænd, der ønsker at være sammen med en kvinde, som en kvinde.'
Det er ikke mig.
Transkønnet? - måske, hvis man anvender det meget inkluderende. Så ja, jeg føler mig ikke tilpas i den kategorisering ud fra de binære køn, der følger med det bilogiske køn, jeg er født med. Men det er ikke min krop, jeg synes, at der er noget galt med. Det er kategoriseringen.

I den oftere anvendte mere ekskluderende forståelse af transkønnet, så nej. Jeg elsker min krop. Ikke fordi det er en 'kvindes krop', men fordi det er min krop og mig, og fordi den er stærk og smidig og fungerer, når jeg passer på den og plejer den, og den advarer mig og får mig til at ændre adfærd til det bedre, når jeg ikke gør det. Jeg ønsker ikke at få den ændret. Jeg føler mig ikke fanget i den. Tværtimod føler jeg mig mest fri, når jeg føler mig helt i kontakt med den.

Men når jeg har det sådan, så tænker jeg ikke: "Jeg er kvinde". Jeg tænker: "Jeg er", eller måske: "Jeg er menneske". Og det føles godt. Bedre end noget andet. Jeg frigiver mig selv fra de bindende bånd af en kønsopfattelse, der reelt kun tillader to køn. Så er det okay, at resten af verden omkring mig ikke altid lige forstår det, for jeg forstår det selv.

Når nu min kønsidentitet er sådan lidt udefineret (i mangel af et passende begreb), så bliver min seksualitet det også. Mange beskrivelser af seksualitet tager udgangspunkt i hvilket køn, personen har. Tænk bare på 'homoseksuel'. Det giver ingen mening, hvis man ikke antager, at personen har et køn, ellers kan man vel næppe være tiltrukket af 'sit eget køn'. Måske er jeg multiseksuel eller bare simpelt queer. En ting ved jeg i hvert fald med sikkerhed... Jeg er. Og det føles godt.

Da manden blev dømt ude (igen)

2011-10-07T09:16:00.000-07:00

I slutningen af september blev det omtalt en smule i medierne, at 'kvinderne overhalede mændene', at 'kvinderne blev hovedforsørgere i hjemmene' og at 'det destabiliserer forholdene, at kvinden pludselig er hovedforsørger'. (Sammenkog af diverse artikler og indslag).

Sandheden er, at kvinden på 10 år er gået fra at være den, der tjener mest i hvert fjerde forhold til nu at være det i hvert tredje.
"Samtidig afslører lønstatistikker, at gruppen af højtlønnede kvinder i dag vokser langt hurtigere end gruppen af højtlønnede mænd." (Kilde: http://politiken.dk/tjek/penge/dinepenge/ECE1405165/stadig-flere-kvinder-forsoerger-familien/)

Flere eksperter konkluderer, at der i fremtiden vil blive kamp om alfahannerne - de hanner, der også er højtuddannede og tjener en god slat penge, helst mere end kvinden selv. Flere siger også, at det påvirker forholdet i en 'potentielt ødelæggende' grad, når kvinden bliver hovedforsørgeren i et forhold, hvor det tidligere var manden, der hev den største pose penge hjem.

Jeg finder dette meget interessant. Megen feministisk teori bygger på idéen om, at manden er 'the one' og kvinden er 'the other'. Manden er normen og kvinden er 'den anden'. Dette skyldes, ifølge nogle teoretikere, mange års mandsdomineret (og -defineret) kultur. Jeg kan ikke undlade at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis det var kvinderne, der var topdog i samfundet; de, der er højest uddannede, får de største lønninger og har størstedelen af de øverste poster. Vil kvinden huske det uretfærdige i et samfund defineret ud fra og af ét køn og stadig sikre ligestilling, ligebehandling og lige alt muligt andet, eller vil vi om hundrede år have brug for en mandekamp, der kan frigøre manden fra det matriarkalske samfunds lænker?

Det er dog bare en lille tanke. Det, der egentligt var meningen bag dette oplæg, er at koble nyhederne om de pengeindkrassende kvinder til mine egne observationer. På trods af at jeg er på vej til at blive en af disse højtuddannede mennesker, skal man ikke forvente en længere redegørelse for empiri af den akademiske slags. Denne blog er trods alt et frirum fra sådan noget som at skulle begrunde alt med gyldige argumenter. Her er jeg både spilleren, bolden og muren. Du bliver bare inviteret til at se på.

Det er sådan, at jeg godt kan genkende kampen om alfahannen fra mine heteroseksuelle veninder.
Jeg er velsignet med nogle skønne veninder; flere af dem er både intelligente, smukke, målbevidste og indholdsrige mennesker. De går op i deres uddannelse, de går op i deres sundhed (og udseende), de er engagerede i deres studie, arbejde og venner og flere af dem laver frivilligt arbejde. De kan tale med både om film og om politik og er ikke bange for at tale højt. Flere af dem er single og giver selv udtryk for, at de har utroligt svært ved at finde mænd, der lever op til deres krav - selvom de nu ikke synes, at de kræver så meget. Som en veninde sagde i et lidt frustreret øjeblik: "Jeg kræver jo bare, at det er en, der sådan, er på mit niveau." Selvom det kan lyde lidt hårdt, forstår jeg hvad hun mener. Hun mener, at hun bare ikke kan finde en, der både er veltrænet, intelligent, udadvendt, aktiv og går op i sin uddannelse/sit arbejde, som hun gør. Faktisk er det sådan, at flere af de, der har kærester, har givet udtryk for, at de på sin vis føler, at deres kærester ikke kan 'følge med'. Jeg har hørt flere tale om, hvordan det irriterer dem, at deres kærester ikke 'vil mere i deres liv', ikke 'gør nok' eller ikke kan 'tale med', når der f.eks. bliver talt om politik. Om de bliver eller ej, vil jeg ikke spå om, men noget kunne tyde på, at de i hvert fald føler, at de har overhalet deres mænd på et eller andet punkt.

Når eksperterne allerede nu peger på, at det er svært for kvinderne at finde mænd, de synes kan leve op til deres krav, hvordan ser det så ikke ud for fremtiden? Lige nu har mine veninder som sådan intet imod at være single; de venter gerne på den rigtige. Men hvad så, når de ikke vil vente mere? Flere af dem ved udmærket hvad de vil - for nogle er børn et mål, for andre er det en mulighed. Af de, der ved at de vil have en børn, har flere allerede givet udtryk for, at de godt kunne finde på at få det selv, hvis de ikke synes de finder en egnet partner.

Måden alt dette bliver italesat på minder mig en smule om en Mad Men-agtig tid, hvor mændene skulle bruge kvinder, der var veluddannede, smukke og høflige. Ikke fordi de skulle tjene penge, men fordi de skulle være præsentable. Måske skal vi bare lade penge være penge og gå efter dem, vi synes er mest egnede at flashe for de andre hunner henne i logen?

Spøg til side - mænder! Måske skal I bare oppe jer? Uddan jer, dyrk sport, tjen penge, bliv alfahan og scor rækkevis af kvinder. Eller kvinder! Måske skal I bare slække lidt på kravene? Jeg ved det ikke... Men jeg ved én ting. Når mine veninder klager over, at de ikke kan finde en egnet mand, påpeger jeg nogle gange, at der jo er andre muligheder. (Ja, jeg mener kvinder - til de, der ikke lige fangede den). Som regel griner mine veninder afværgende på 'Nåh ja, jeg accepterer dig, men du ved, det er ikke mig med det filét der'-måden, men andre gange ser jeg nogle sekunders eftertænksomhed før grinet. Andre gange fører det også til en samtale om hvor meget nemmere det må være at finde en kvinde, der lever op til ens krav (advarsels signalet burde være i gang her, fyre) og faktisk er en veninde så frustreret over at forsøge sig med mænd, der alligevel aldrig er det rigtige, at hun nu seriøst overvejer et af alternativerne til det, at date mænd...
Just saying.

Margrethe, Johanne og Helle.

2011-09-12T12:24:00.000-07:00

Der er tre kvinder, der fylder en del i mine tanker for tiden. De optager plads i mit ellers studiebefængte hovede, fordi de på hver sin måde tilbyder noget, der tiltaler mig. Jeg kan godt have svært ved at finde ud af, hvilken en af dem, jeg foretrækker...

Margrethe Vestager
Margrethe: Intelligent, skarpsindig, modig og upåklagelig stil. jeg mener, hvor mange kvinder på hendes alder kan ellers se godt ud i beige buksedragt og med kort gråligt hår? - jaja, godt nok stod Lars Løkke ved siden af Margrethe på det billede jeg så, og indrømmet, der skal ikke så meget til at stråle ved siden af den mand, men alligevel. Selv med en hånd over den lille revisor-klon, så Margrethe jo forrygende ud! Med et stålfast blik, en skarp tunge og velformulerede argumenter kan hun få selv tumlingen Pia K til at vælte. Åh, Margrethe. Du er lidt som den forbudte og uskyldige flirt med den lokale kassedame Hvor er det dog let kun at se alt det gode, når man betragter fra tryg afstand. Mit hjerte smelter en smule, når du siger 'transkønnede' og 'seksuelle minoriteter' i stedet for det misvisende 'transseksuelle' og det ofte ukorrekte 'homoseksuelle'. (Vi er faktisk andre under det der LGBTQI!) Og når du oveni købet viser, at du ikke er bange for at lege med blå stue, hvis det betyder, at I kan få gennemført noget, der betyder noget for jer, så fascineres jeg af din gå-på-vilje. Men betagelsen er kun rosenrød, når den er på afstand - på tættere hold bliver den ikke blot mere blålig, den bliver også mindre omfavnende. Sandheden er nemlig den, at dette er en af den slags små flirterier, der kun fungerer, så længe jeg sidder langt nok fra til ikke at kunne se appelsinhuden, rynkerne og pletterne under armene. (Ja, dette kan overføres til diverse politiske emner) Margrethe - du lokker, men jeg tror jeg takker nej. Jeg tror det fungerer bedst for os, hvis vi kun ses, når det er for at ordne noget praktisk. Det er lidt som med kassedamen - når man skal handle, ser man hende sidde der bag disken, og man får et sødt smil og bliver informeret om beløbet, man betaler og sender et smil retur, men man bliver ikke hængende i butikken efterfølgende. Det er strictly buisness. Du må dog gerne stadig medbringe dit meget anvendelige Pia K-dræbende stålblik, din intelligens og din overlegne stil (sammenlignet med den gennemsnitlige danske politiker) f.eks. i form af biege buksedragter, når der skal handles. Det vil jeg værdsætte meget. Men ikke nok til, at jeg er overbevist. Måske du får mig, når jeg er blevet ældre. (Jeg har hørt, at der er en sammenhæng mellem stigende alder og stigende trang til at stemme mere liberalt. det er vist noget med penge. Og egoisme.)

Johanne Schmidt-Nielsen
Åh, Johanne. Jeg ville sandsynligvis skrive en kærlig erklæring til dig i form af lyrik sat til toner, hvis ikke nogen var kommet mig i forkøbet. Når du sender et indbydende smil fra en plakat, er jeg ganske sikker på, at du smiler kun til mig. (Kære kæreste - ingen grund til jalousi. Hvis Joachim B. Olsen får noget at sige, kan vi bare slå os sammen alle tre og dele!) Selv hvis man ser bort fra de blide krøller, de store øjne og det skæve smil, er du jo stadig tiltrækkende. Altså, rent politisk, mener jeg selvfølgelig. Med stor skråsikkerhed leverer du argumenter og forslag, som om du aldrig har gjort andet. Jeg har hørt dig omtalt som den nye messias indenfor rød politik og selvom jeg måske synes det er en lige lovlig stor titel, er det måske ikke helt misvisende. Du fører reel rød politik og taler for dit parti på en vis, jeg ikke har set siden... Åh ja. Her kommer det tragiske. Ser du, Johanne. Jeg ville gerne falde i dine blide hænder, men nogle gange skyer brændt barn ilden og det er sådan, at jeg tidligere lod mig rive med af en ridderlig krigerprinsesse, der rejste sig som en, nåh ja, ny rød messias, fra Enhedslistens rækker. Hun hed Pernille og hun argumenterede med stor sikkerhed for så mange gode ting, at jeg faldt for det. (Måske også for den brændende energi, hun leverede sine argumenter med. Man er vel et barn af det iscenesættende samfund.)
Johanne - du må forstå. Netop da jeg troede at jeg var i tryg havn, svigtede hun os. Hun forlod os. Og det er ikke engang det værste - det værste er, at hun argumenterede med selvsamme energi for sin afsked - og for sin entre i et ganske andet parti. Åh, Johanne. Tør jeg? Måske gør jeg. Det er trods alt som Robyn synger det: The only way her heart will mend, is when she learns to love again.

Helle Thorning
Ak, Helle. Ser du, jeg har som sådan intet imod dig. Eller dit parti. Det er bare jeres politik, jeg har det svært med til tider. Okay, måske er det også lidt dig. Og dit parti. Dog er det intet personligt. Ser du, det er urealistisk, at jeg stemmer på dit parti, men jeg stemmer, uanset hvad, på et, der peger på dig som statsminister. Det er det, du kan tilbyde mig - en anden regering. Det har jeg det lidt ambivalent med. Jeg synes måske ikke, der er en mere oplagt kandidat, men... Altså, du ved. Dit sprog, dine argumenter, politikken. Det gør det bare ikke for mig. Det er virkelig ikke dig, det er mig, den er gal med. Nogle gange fungerer det bare ikke. Det forhindrer os dog ikke i at kunne have en professionel tilgang til det her. Du er lidt som den vikar på jobbet, man bare ikke gider invitere med til bowling. Du er lidt den eneste mulighed, sådan som det er nu og så tager jeg gerne imod, men jeg regner ikke med at blive hængende til kaffe og kiks efter arbejde, hvis du forstår hvad jeg mener. Held og lykke Helle. Uanset hvad, har du indirekte min stemme. Så må du også virkelig gøre et godt arbejde. Ellers ringer vi bare efter en anden vikar næste gang.

Det er torsdag, det sker. Det er der, vi har en date i stemmeboksen. Jeg er spændt på at se, hvem af jer, det bliver med.

Husk at stemme! Og godt valg.

Øremærket barsel til mænd

2011-09-05T08:59:00.000-07:00

Under hele dette valg-halløj flyver det frem og tilbage med overskrifter om, hvad de to blokke, de enkelte partier og de mere eller mindre spøjse sammensætninger af partier både inden for og på tværs af blokkene vil og ikke vil. Noget af det, der tiltrak min opmærksomhed var, at barsel nu igen er oppe at vende i den politiske debat.

Ifølge en samlet opposition skal 12 uger af barslen øremærkes til manden.
Det synes jeg sådan set er en ok idé. Nej, jeg går ikke ind for, at man går ned i de små hjem og fortæller dem, hvordan de enkelte familier skal leve deres liv, men nu taler vi heller ikke om hvilket mærke toiletpapir man køber eller om man foretrækker skimmelost fremfor kommen. Vi taler om barsel - noget, der er blevet os sikret, fordi staten engang var med til overhovedet at gøre det muligt at få en sådan. Jeg går ind for, at fremme ligestilling blandt menneskerne i samfundet - og jeg synes, at mænd ofte tidligere er og stadig bliver diskrimineret ift. børn. Tænk over det - hvis du skal være helt ærligt, har du så ikke oplevet eller har på fornemmelsen, at nogle du kender (eller dig selv) er af den opfattelse, at kvinder er bare en lille bitte smule bedre til det der med bleskift, sutteflaske og økologiske bomulds T-shirts? Min opfattelse er i hvert fald, at mange har det sådan - og det bliver ofte tydeligt, når man taler om adoption til par af samme køn: jeg har hørt flere udtrykke at lesbiske selvfølgelig skal kunne adoptere, men de er mere tvivlende ift. mænd - for "en mand kan jo ikke være mor", som en veninde engang sagde. Det synes jeg nu egentligt manden selv må om. (Hvis han vil kaldes 'papkasse' af sine børn, synes jeg han må det - så er vi igen på oste-plan og der blander jeg mig ikke.) Jeg ved jo dog godt hvad hun mener, eller... Jeg kan tolke på det hun siger, og det jeg hører er, at hun føler, at hendes mor har været mere tilstede i hendes opvækst eller i struktureringen af den og hendes opdragelse, end hendes far har været. Og det synes jeg egentligt er synd. Jeg tror at en mor og en far kan være lige gode - kønnet har intet at gøre med, hvor egnet man er som forældre.

Alt i alt synes jeg, der er noget ift. til det der med hunnere og hannere og afkom, der er lidt skævt. Lidt venlig nudging fra statens side på barselsområdet er måske slet ikke så skidt, hvis det betyder, at vi kan arbejde hen imod at slippe den fuldstændigt absurde idé om, at kvinder er bedre forældre end mænd alene i kraft af, at de er kvinder. (En opfattelse, der rammer heteroseksuelle mænd i forhold, såvel som enlige fædre og homoseksuelle mandlige par). Jeg føler mig da ikke bedre egnet end min bror til at tage vare om et styks nylavet menneskebarn, bare fordi jeg har en livmoder og kategoriseres 'K' af staten og han gør og jeg tror bestemt at han er ligeså interesseret i at tilbringe tid med eventuelt afkom, når det er spæd, som jeg er.

Faktisk tror jeg, at langt de fleste mænd ligeså gerne vil tilbringe tid med deres nye lille bebs, som deres kærester vil det, men jeg tror, at det til tider kan være svært for mændene at kræve deres barsel - både på arbejdet og nogle gange også i hjemmet i deres forhold til den anden forælder. (Især hvis de deler holdning med tidligere beskrevet veninde). Derudover tror jeg også, at det kan have en positiv virkning for kvinderne, hvis barsel ikke kun er noget, man forbinder med hunnere - det ville f.eks. ikke længere kunne betale sig for en leder at favorisere en mandlig ansøger ud fra antagelsen om, at han da i hvert fald ikke skal på barsel inden for nogle år, hvis mænd og kvinder tog barsel på lige fod.

I forhold til min helt personlige situation, så håber jeg, at jeg som muligvis kommende medmor (det hedder det sgu!) kan få lov til at holde barsel på lige fod med alle andre forældre. (Ja, det er et ønske, kære kommende regering, uanset hvilken farve du har!)

Alt i alt, må jeg sige: Øremærket barsel? Ja, jeg tror det vil hjælp - ikke bare de kommende småbørnsforældre, men også de små poder selv, fordi de forhåbentligt knytter tætte bånd til både mor og far. Derudover også fordi det, når de måske selv bliver forældre en dag, forhåbentligt er en selvfølge, at mænd kan få barsel på lige fod med kvinder.

Lidt om øremærket barsel til mænd (fra information.dk)

CPH Pride Week

2011-08-18T04:21:00.000-07:00

Dette indlæg vil jeg vie til Copenhagen Pride Week.
Dette er en festival for/om/med alle, men med udgangspunkt i homo-, bi-, trans- og queermiljøet, -kultur og -emner og den foregår netop nu!
Alle er dog velkommen og der er intet, der varmer mig mere i disse dage, end at se heteroseksuelle og andre, der støtter op om denne fejring af kærlighed og forskellighed, for det er når vi alle står sammen, at vi rent faktisk kan ændre ting (og faste læsere af bloggen vil vide, at jeg mener, at der stadig er ting, der skal ændres!)

Netop fordi det er en festival for hele LGBTQ-miljøet, ærgrer det mig også, når Pride Week i medierne refereres til som værende en 'homo-festival'. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de homoseksuelle fylder meget i billedet, men de er ikke de eneste, der er der og de er ikke de eneste, der i denne uge står frem og fejrer deres livsstil, seksualitet og/eller kønsopfattelse. Dette er derfor en opfordring til medierne om, at de fremover vil referere til denne uge som minimum som en 'homo-, bi- og trans-festival', da dette vil sende et signal om, at dette netop er en festival hvor alle LGBTQ'ere fejres. (Vi kan altid få tilføjet Queer - små skridt kan føre en langt).

Jeg synes, at festivallen selv har vist, at de gerne vil give plads til andre end de homoseksuelle (og specielt bøsserne, der fylder meget i programmet og billedet generelt). Derfor er dette også en opfordring til at lesbiske, biseksuelle, transkønnede, transvestitter og queers deltager aktivt i festivallen og måske endda i planlægningen, udførelsen, osv.. Man kan jo altid sende mails med gode idéer, melde sig som frivillig til at stå i en bod eller bare eller lignende og på den vis være med til at vise, at denne uge netop er for alle.

Så til alle derude: Mød op, fest, deltag og vær glade. Deltagelse alene betyder meget, uanset om det er foran, bagved eller på scenen, om det er en enkelt eftermiddag som tilskuer ved et show eller en debat eller hvordan man nu foretrækker det.

Se mere på CPH Prides hjemmeside:
CPH Prides hjemmside

HUSK at paraden dette år går vi en omlagt rute:
Paraderuten for i år

GOD PRIDE WEEK!

De kære mennesker

2011-08-12T12:32:00.000-07:00

Jeg synes selv, at jeg er et ret okay menneske, sådan generelt set.
Jeg kan være forholdsvis charmerende, jeg er nogenlunde intelligent, som oftest venlig og interesserer mig generelt for mine medmenneskers ve og vel. Men det er jo bare en lille del af mig. Ser du, jeg har også mine mindre flatterende sider; jeg har en dårlig vane med at slikke på de vatpinde, jeg anvender til at fjerne mascara-pletter med (yaks, I know), jeg kan være i så melankolsk et humør, at det eneste selskab, jeg gider at have, er Tracy Chapman og en regnvåd rude, jeg tryner folk verbalt i et skænderi, hvis jeg får mulighed for det (hvis jeg ikke får stoppet mig selv og går, inden det sker), jeg tænker nogle gange nedladende tanker om mennesker, der forekommer mig at være meget dovne og jeg har engang som stort barn (let) slået en fremmed kvinde i en kø med en vandflaske, fordi jeg syntes, at hun var meget uforskammet. Og det her er bare de, jeg trods alt tør poste på denne blog - der er også de, der kræver en god spand kaffe, et væsentligt begrænset antal medlyttere og en hel del tillid at få mig til at indrømme.

Hvorfor jeg lister disse ting? Jo ser du, i dag tilbragte jeg nogle timer med nogle af mine skønne venner og da vi skilles, følges jeg med den ene et stykke vej. Da vi går, taler vi om lidt af hvert og pludselig kommer min kære ven med en, fra mit synspunkt, meget uheldig kommentar omkring et af de mennesker, vi just har siddet med. Jeg bliver overrasket og ret stødt, både fordi jeg synes, at kommentaren er forholdsvis nedsættende, men også fordi jeg synes, at den viser en mangel på forståelse for og indsigt i vor fælles vens situation. Faktisk føler jeg mig så meget taget med paraderne nede, at jeg slet ikke får gjort opmærksom på min holdning til kommentaren, før min ven har ført samtalen videre til noget andet. Jeg vælger ikke at kommentere det i øjeblikket, men under hele turen hjem, tænker jeg på det. Hvordan kunne min ven sige sådan? Hun er et meget empatisk, kærligt og intelligent menneske, så det undrer mig, at sådan en sammensætning af ord skulle kunne finde vej fra hendes hjerne til hendes mund, uden på noget tidspunkt undervejs at blive forkastet som værende ukorrekt eller upassende. Kender jeg ikke min ven så godt som jeg troede? Er dette et glimt af en side af hende, en holdning eller lignende, som jeg bare ikke har lagt mærke til før?
Da jeg ankommer til min hoveddør, går noget pludselig op for mig - min ven er ikke hellig. Hun er ikke moralens vogter og det samme gælder for mig. Jeg husker at en ven engang konfronterede mig med, at han havde syntes at noget jeg havde sagt omkring en personlig holdning jeg havde til en bestemt livsstil var sårende og det var slet ikke gået op for mig i øjeblikket, at det kunne have den effekt på ham. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil sige til min ven, at jeg synes, at hendes kommentar var uheldig og så håber jeg at kunne afdække, hvorvidt det bare var en uheldig kommentar eller reelt var udtryk for en holdning. Hvis det sidstnævnte er tilfældet, vil jeg ikke holde mindre af hende; hun er stadig alt det jeg kender ved hende og elsker hende for. Jeg vil bare inkorporere denne nye information om hende i mit billede af hende og dermed gøre det mere helt - en ny del af hende, jeg nu kender til er tilføjet, men det gør ikke min 'kærlighed' til hende mindre, for som Robyn siger: Who's that girl?

Der er ingen, der er perfekte. (Hvad er 'perfekt' anyway?)
De mennesker, man har i sit liv, har man selv valgt er en del af det. Selv ikke at tage stilling til deres tilstedeværelse i ens liv, er et valg. Man kan, som oftest, fravælge en person, hvis man ønsker det. Når man har valgt at have et menneske i sit liv, får man det hele med - også de tilsavlede vatpinde, de uheldige bemærkninger, holdninger der står i kontrast til ens egne og deres opførsel på dårlige dage. Sådan er det bare; vil man have det gode, må man også tage det mindre gode med. I stedet for at se det som et onde, kan man forsøge at se de lyse sider ved det og hvis dette ikke synes muligt, må man minde sig selv om de årsagerne til, at man har valgt at have dette menneske i ens liv. De skulle gerne veje mere og ved at tænke på dem nu og da, husker man måske også at værdsætte menneskerne omkring sig lidt mere.

Robyn: Who's That Girl

At være sammen med en kvinde

2011-04-13T05:52:00.000-07:00

... betyder for de fleste, at man da er lesbisk.
Sidder du lige nu og tænker: 'Jamen, det er da klart?'?
Hvis du gør, så fortjener du et suk - og så tænker du ikke så meget anderledes, end mange af mine venner gør.
Jeg vil meget gerne informere dig (og mine venner) om i hvert fald en anden mulighed.

Jeg er sammen med en kvinde. Hun er både kvinde på den ene og anden måde og definerer sig selv som værende en sådan. Faktisk er hun en ret fantastisk kvinde. (Hvis man virkelig føler, at man har scoret godt, må man vel godt blære sig en smule?) Jeg er selv biologisk set også kvinde og tilfreds med det (resten lader vi ligge for nu). Min kæreste er lesbisk. Og ja, jeg er sammen med hende. Men før hende, var jeg sammen med en mand. Og før ham indgår der andre, både hunner og hanner, i historien om mit kærlighedsliv (og i visse perioder mangel på samme, men det er vist stof til en anden historie).

Da jeg begyndte på mit studie var jeg kæreste med tidligere nævnte mand. På studiet fik jeg nogle dejlige venner og jeg holder meget af dem - de kender mig alle og ved godt, at jeg ikke går så meget op i køn. Det vidste de også dengang, jeg var sammen med ham manden. Da vi så gik fra hinanden og jeg blev fundet af min dejlige kæreste (hende kvinden), var der heldigvis stor accept og glæde blandt mine venner. Åh ja, de holder jo af mig og vil gerne have, at jeg er glad og det er helt fint med dem, at jeg er lesbisk. Jamen, hov!?
Undskyld mig, fint at jeg er hvilken en hvad for en? Lesbisk? Altså, disse mennesker lærte mig at kende, da jeg var sammen med sådan et hankønsvæsen og det har jeg så været i det første års tid, de kendte mig. Nu er jeg så sammen med sådan et hunkønsvæsen og nu er jeg så lesbisk?
Jeg tror, at der er nogle mellemstationer, jeg har misset undervejs i det regnestykke. Jeg ved godt, at det sikkert er nemmere, bare at klaske 'lesbisk' på mig og så ved alle, at jeg er en kvinde, der er sammen med en anden kvinde, men jeg er en smule skuffet.

Jeg ved, at mine venner holder af mig, men jeg har altid troet, at de også forstod hvad jeg mente, når jeg forklarede hvordan jeg opfatter mig selv i forhold til køn og seksualitet (og jeg har aldrig sagt, at jeg er lesbisk), men åbenbart forholder det sig ikke således. Nu taler de pludselig en del om 'at være lesbisk' og jeg er tilsyneladende udråbt til ekspert inden for dette område - fordi at jeg er 'den eneste lesbiske' i nærheden. Det er spøjst, når nu mine præferencer (eller mangel på kønsspecifikke sådanne) ikke har ændret sig, siden de lærte mig at kende. (Næste gang jeg bliver stillet et spørgsmål, der indeholder 'for lesbiske', tror jeg, at jeg vil svare: 'Det ved jeg ikke, måske skulle du spørge en sådan?') Jeg har ikke noget imod at udtale mig om at være sammen med en kvinde, men jeg er stadig ikke lesbisk. Eller kvalificeret til at være ekspert.

Jeg har forsøgt at afdække, om det skyldes dovenskab i forhold til at skulle forklare eller forstå eller om det ganske simpelt er for svært reelt at tænke ud af kasserne - hele vejen rundt. Jeg tror måske, at det er det sidstnævnte. På trods af frustrationer, er jeg jo et kærligt og tålmodigt væsen, der selvfølgelig gerne bliver ved med at rette på, forklare for og tilgive mine venner deres sproglige og forståelses mæssige svipsere. Rom blev ikke bygget på en dag og det bliver et inkluderende, reelt åbent, forstående, vidende og tolerant samfund (eller bare venskabskreds) heller ikke - men jeg arbejder hårdt og er ikke bange for at få beskidte hænder og jeg ved, at det handler om små skridt og ikke konstant at tvinge ord ned i halsen på folk. (Det bliver de bare midlertidigt enten stumme eller døve af og det rykker ikke ved andet end deres kvalmegrænse i forhold til at høre om det).

Jeg har dog mine grænser - næste gang nogen (specielt en ven) spørger mig, om det er mig, der er 'manden' i mit 'lesbiske forhold', præsenterer jeg vedkommende for en flabet respons, dog stadig med ophav i det kærlige væsen beskrevet ovenfor. (Ja, jeg håber alligevel, at dette har en præventiv virkning.)
Åh, svaret? - virkelig? Det oprigtige og bedste forsøg på et svar jeg kan give er:
Jeg er både mand og kvinde, men allermest menneske - men aldrig enten 'manden' eller 'kvinden'. Jeg bliver aldrig hverken 'manden' eller 'kvinden', hvis der menes, at den ene person er 'kvinden' og dermed er den anden så 'manden'. Jeg kan ikke leve efter absolutte kønsroller og -fordelinger og idéen om absolutte køn i det hele taget. Heldigvis er min kæreste meget åben overfor dette og det gør det nemt for mig at være mig selv i vores forhold. Næste skridt er at min egen og mine venners opfattelse af mig stemmer bedre overens, så jeg også er mere mig selv der.

Lidt udmærket og anbefalet wiki-guf til de nysgerrige:

Panseksualitet

Genderfuck

Genderqueer

Og lidt rekalme for Queerfestival:

Queerfestival CPH 2011

God fornøjelse!

Intersex, queer, multikønnet, intetkønnet

2011-03-30T03:31:00.000-07:00

Der findes utroligt mange ord, der anvendes til at beskrive folk, der ikke føler, at de kan beskrives som værende enten mand eller kvinde. Til tider finder jeg det ret forvirrende med alle de ord og derfor vil jeg som oftest også hellere spørge folk selv, hvis jeg er i tvivl om hvilken betegnelse de foretrækker - hvis de overhovedet ønsker en eller kender en, de synes er passende. Man kan også snildt forestille sig uanede sider af afkrydsningsmuligheder under 'køn' i spørgeskemaer, hvis alle tænkelige betegnelser skulle med. De efterfølgende fyrre sider kunne så omhandle 'seksuel orientering' og de næste fyrre 'status'. "Vær venlig kun at afkrydse ét felt. Begrebsafklaring vedlagt bagerst i skemaet, vær venlig at læse denne før udfyldelse." Puha, hvis det bliver realitet, så håber jeg, at jeg er færdig med at studere til den tid, for de der interviews og spørgeskemaer er i forvejen ikke altid de sjoveste.

Jeg er ikke selv super tryg ved at skulle beskrives ud fra de binære køn 'mand og kvinde', men jeg accepterer, at jeg bliver opfattet som værende kvinde, eftersom jeg ved, at mit udseende, mit navn og min krop som oftest stemmer overens med andres billede af, hvad en kvinde er. Desuden antager folk altid, at man er skabet, hvis man forsøger sig med et 'han' i ny og næ, uden at være klædt på i fuldt drag (og selv her accepteres det som oftest kun i visse kredse - og så foretrækkes det tilsyneladende at der følger falsk overskæg med. Et fænomen jeg vil se nærmere på, på et andet tidspunkt.) Jeg ville altså aldrig blive frustreret over at blive omtalt 'han' og ville ikke føle, at dette ville være hverken mere rigtigt eller forkert end 'hun'. Heldigt for mig, kan jeg dog godt leve med at blive kaldt 'hun' af størstedelen af menneskerne omkring mig - og af staten. Der er dog nogle mennesker derude, der ikke føler at det er rigtigt, at blive sat i en 'hun' eller 'han' kasse og dette kan give vanskeligheder.

Hvis en person biologisk er mand og ikke ønsker at ændre sit fysiske køn, men går i 'kvindetøj', bærer make-up, lader sit hår vokse, kalder sig for et 'kvindenavn' og ønsker at omtales som 'hun', hvad så? Sådan som tingene er nu, vil en sådan person af staten blive anset for værende mand, medmindre hun gennemgår dele af en kønsskifteoperation. En kvinde må altså ikke have en biologisk mandlig krop.
Det omvendte gør sig også gældende. Og hvis en er født intersex, forventes det at denne person en dag 'vælger køn'. Der er ikke så meget plads til de, der ikke er enten entydigt mand eller kvinde, eller i hvert fald ikke ønsker at skulle leve med at blive defineret udelukkende som det ene eller det andet.

Jeg synes, at der er flere ting i dette og lignende sager, der er problematiske. Jeg har ingen perfekt løsning og jeg forstår godt, hvorfor det til tider kan være både praktisk og anvendeligt at kunne definere folk ud fra køn, især fra statens side, men jeg kan ikke overbevise mig selv om, at det er god nok grund, til at man beder folk gå med på en løgn. Og det er vel en løgn, når der i deres pas og øvrige papirer står et køn, de ikke føler, de hører til. Der mangler en tredje mulighed, noget, der indikerer, at der her er tale om en person, der ikke er mand eller kvinde. Hvis en tredje mulighed fandtes, ville jeg sandsynligvis søge om at blive defineret således. Om ikke kun fordi det ville give mig mere ro med mig selv, så også af politiske årsager. Desværre tror jeg, at der er meget lange udsigter til en tredje mulighed. Jeg tror ikke, at man skal regne med en 'andet'-boks under 'køn' i spørgeskemaer lige foreløbigt og indtil da må folk konstant blive mindet om deres mangel på accepteret betegnelse og muligheder i forhold til at definere sig selv på en vis, der stemmer overens med hvorledes de bliver defineret af staten.

Prøv en lille mental leg - prøv at tage 'køn' ud af dit sprog og når du møder nogen, så prøv ikke at tænke på deres køn. Det er meget sværere end man lige skulle tro, men det er måske sundt at finde ud, af hvor meget man egentligt definerer folk ud fra deres køn. Der er så meget man kunne skrive om det, ikke at være enten mand eller kvinde eller bare ikke at stemme overens med definitionerne af disse... Så der kommer nok en hel del mere omhandlende dette emne herfra.
Foreløbigt kan du tjekke noget af nedenstående ud, hvis du er nysgerrig:

Lille video om en person uden køn

Forklaring på 'intersex' fra Den Store Danske:
intersex, (lat. inter- + eng.-lat. sex), individ, hvis kønsbestemmelse er forstyrret ved uregelmæssigheder, som bevirker, at dets virkelige køn er vanskeligt at konstatere. (Fra Den Store Danske)
(Individ, hvis 'virkelige køn', er svært at definere? - 'Virkelige køn'?!
Statistisk set er 1 ud af 2000 børn født intersex! Så måske er det sundt at tage stilling til hvad man vil gøre, hvis man en dag får et barn, der ikke har et fuldt sæt enten mandlige eller kvindelige genitalier.)

Hurtig lille video - Gender, there are more than two

Det der med køn og alt det i dag

2011-03-04T04:14:00.000-08:00

Der er flere ting, jeg undrer mig over i vores samfund i dag, specielt vedrørende køn, ligestilling, ligebehandling og menneskerettighederne.
Jeg tror, at de fleste danskere anser sig selv for at leve i et civiliseret land.
Vi er godt med med teknologien, vi har demokrati og ytringsfrihed, vi har metro, kulturstøtte og 7eleven.
Hvis vi er så langt fremme, hvorfor er der så nogle ting, der bare halter bagud? Hvorfor ændrer vi det ikke bare, hvorfor sker der så lidt på nogle områder?
Nogle af de ting, der kan frustrere mig mægtig meget og som jeg undrer mig over er:

- Hvorfor gøres der stadig forskel på piger og drenge i dagpleje, børnehave og skole og i hjemmene?
Pigerne får mere sproglig stimulans, drengene opfordres mere til at være fysiske, etc. Resultatet er at pigerne klarer sig bedre i skolen og drengene er bedre til at forhandle løn og tage plads. Ikke nyttig fordeling i vores samfund i dag.

Kommentar til Toys R us' guide til gaver ud fra køn og interesser

Hvad Disney lærer børn om køn

- Hvorfor er transseksualitet/transkønnethed stadig på listen over psykiske lidelser?
Homoseksualitet blev taget af i 1981, er det ikke på høje tid også at tage transkønnethed af? Man har ikke en psykisk lidelse, hvis man er født i den forkerte krop - man har en fysisk tilstand. Jeg er bevidst om, at der vist er noget med loven om ret til gratis behandling osv., men man kunne vel godt skrive et eller andet sted, at folk, der er transkønnede stadig kan få økonomisk hjælp af staten til at gennemføre eventuelle operationer og få hormoner o.l. og så få dem af den liste? Jeg synes, at det er bizart, at man i dag byder transkønnede, at de skal søge om at blive anerkendt som psykisk syge, hvis de gerne vil skifte deres biologiske køn til deres reelle køn v.h.a. staten.

- Sproget!
Helt ærligt, kan vi ikke godt få lidt mindre kønsidentitets nudging i sproget? Det påvirker meget mere end mange er klar over. Både børn, unge og voksne. Jeg forsøger selv at være opmærksom på det og f.eks. ikke anvende 'tøs' som et synonym for 'svag' og ikke konstant antage, at der selvfølgelig er tale om en 'hun', hvis nogen nævner en pædagog og en 'han', hvis det er en soldat. Så kan man måske også lade være med at sætte 'kvindelig' foran, hver gang der f.eks. tales om en soldat af hunkøn i medierne. Man siger jo heller ikke 'mandlig', hvis det er en af hankøn og hvis det ikke har relevans for nyheden/historien, kan jeg ikke se, hvorfor kønsspecifikationen skal med. Navnet i sig selv er vel nok, hvis det nævnes. Medierne kan dog ikke bebrejdes alene. Vi er jo medierne. Det er en konstant påvirkning begge veje, der afgør det anvendte sprog. Hvis det skal ændre sig, må alle tænke over det.

Lidt om ligestilling i sproget

- Hvorfor er der stadig ikke ligeret til børnene?
Hvorfor skelner man mellem far, mor, medmor og medfar i forhold til ret til sine børn? Kan det virkelig være sandt, at vi stadig anser kvinden, der har født, som automatisk værende den mest egnede til at tage sig af børnene, have mest ret til barsel, forældremyndighed, tid, osv.? Ser vi virkelig stadig kvinder, som bedre egnede til at være forældre end mænd!? Og ved tilfælde af samme-sex forældre, kan det så være sandt, at man skal finde sig i, ikke at have samme ret som sin partner til et barn, man har fulgt fra foster og frem? Og hvor svært er det egentligt, at sige 'forælder 1' og 'forælder 2' i stedet for 'mor' og 'far' på papirer? Og i elektroniske skemaer i diverse systemer, give mulighed for flere end 2 forældre, så personale og forældre slipper for bøvlet med at få flere skrevet op?

Læs mere om forskellige former for familier i PROUD! Magazine Vinter 2010

Hvem er det, man skal råbe op og hvor højt skal man råbe, for at blive hørt?
Nogle ting kan nemt reguleres ved statsligt indgreb, andre kræver at folk selv reflekterer over tingene, tager stilling og aktivt vælger at ændre adfærd. Du er hermed kærligt opfordret til dette. Jeg håber bare, at jeg, hvis jeg får børn en dag, ikke skal bekymre mig om de konsekvenser deres køn eller egen opfattelse af det eller den familieform de passer i, kan have konsekvenser for deres muligheder for udvikling og generelle livsudfoldelser og lykke.

Top 5 over ærgerlige lister i blogs

2011-02-22T14:07:00.000-08:00

Så blev det tid for mig at joine. Dette er så en liste. Eller, herunder kan du se en liste.
Efter en smule research, kan jeg ganske subjektivt konstatere, at lister på blogs til tider kan være lidt ærgerlig læsning.
Dog bliver man som blogger (det lyder næsten som en titel, man kan bruge til noget, men jeg er til stadighed tøvende med at skrive det på mit CV) blive en smule misundelig, når man sådan surfer rundt og læser andres lister. Det lader til, at de i det mindste selv har haft det morsomt med at kreere dem.
Derfor har jeg besluttet mig for selv at lave en liste. En liste over ærgerlige lister i blogs.
Jeg håber, at du nyder det en smule. Om ikke andet, har jeg da selv fået det ud af mit system (jeg håber tilfredsstillelsen lever op til mine forventninger).

Top 5 over ærgerlige lister i blogs
(Inspireret af virkeligheden)

Listen er ikke prioriteret i forhold til frustrationsniveau, omend jeg overvejede det. Inspireret af den manglende sammenhæng i listerne fra min research, lod jeg den være mere eller mindre tilfældigt sat op.

1) Lister over tøjvalg
Dette er en liste, man typisk vil finde på de såkaldte modeblogs.
Ved sådanne lister, vil indehaveren af denne typisk i sin biografi eller i starten af bloggen beskrive hvorledes hun/han besidder en yderst personlig stil. De fleste af de modeblogs jeg løb over (læs: alle) var oprettet af hunkønsvæsener. Jeg er sikker på, at der eksisterer modeblogs oprettet af fyre, jeg faldt bare ikke over nogle i min (uden tvivl noget tvivlsomme og hurtige) research. På listen vil man så kunne se, at indehaverens personlige stil fordrer en top ti over aktuelle favoritter, der indeholder både kilehæle, blonder og alt det andet, der er i alle butikkerne og på alle de 16årige lige nu. Desuden kan indehaveren sandsynligvis ikke vente til det blive forår og hun kan lufte en masse pangfarver, hun er ved at fylde sit skab med. Aha... Så indehaverens meget personlige stil er moden. Eller, at følge moden. Hm... Jamen, så er jeg da glad for, at jeg spildte et kvarter på at læse hvor 'fab' du synes blonderne på din nye yndlings bluse er og desuden se tusinde billeder af den, når nu jeg egentligt bare kunne gå en tur på Strøget eller gå ind i den nærmeste Gina Tricot og finde tusinde mage til.
(Generelt frustrer det mig, at den slags blogs kalder sig for modeblogs. Hvis det er en blog om indehaverens egen personlige stil, burde det så ikke hedde en stilblog? Eller en selvfedblog? Eller måske navnet på den stil, indehaveren har, som jo, let's face it, ikke er fuldstændig ny, personlig og enestående, for det er der reelt ingens stil der er?

2 Lister over folks yndlingsmusik
Ja, det der nye nummer med Burhan G er sikkert super fedt og jeg er sikker på, at du ser både sød og fjollet ud, når du vasker op og ryster røv til det i dit køkken, men kære blogger, behøver du kede mig med uendelige gengivelser af The Voices top 10, med tilføjelser som 'Totalt lækkert dansenummer, kunne score så meget til det her' eller wannabe ekspert udtalelser som 'Beatet er lidt kedeligt, men vokalen er total fed' (som oftest ved audiotunede numre) eller trivielle historier om de kedelige ting, du foretager dig, når du hører nummeret?
Hvis du rent faktisk laver noget musik, er anmelder eller kan komme med nogle numre, der ikke er at finde på samtlige af landets top ti lister, så synes jeg, at du skal fyre den af. Ellers kan du måske bare fyre op for musikken og holde snitterne fra tastaturet.

3 Lister over kærestens fejl
Oh yeah, de eksisterer tilsyneladende. Det er måske ikke den slags lister, jeg har set flest af, men de er der. Der er flere elementer her, der irriterer mig. For det første er det generelt ikke interessant at læse. Især ikke fordi det hele er meget ens - toiletsæde, negle-rester, prutter, ikke nok blomster. I get the picture. For det andet, fordi det siger sig selv. Den slags følger med i et forhold og helt ærligt, hvis ens kæreste gør noget, man virkelig ikke kan udstå, kunne man jo måske nævne det. Og jeg mener ikke på sin blog (dette er 'for det tredje') men for sin kæreste! Man kunne jo, hvis man virkelig er ved at købe flyttekasser af ren frustration over resterne af en afrevet storetånegl i sengen, måske bare åbne munden, trække luft ind (kan også gøres gennem næsen, hvis man foretrækker det) og udtrykke sig. Med ord. Min erfaring samt observation af andres siger mig, at det fungerer bedre end sure blikke, skummende blogindlæg og meget skjulte hentydninger.
(Det der med storetåneglen - altså, det er jo bare et fiktivt eksempel og jeg vil helst ikke associeres med den historie. Jeg sværger, at jeg ikke gør den slags. Jeg er generelt rar at bo sammen med, det synes jeg i hvert fald selv.)

4 Lister over kæledyrs og/eller spædbørns 'søde' opførsel
Søde er ikke sat i ''er (ja, det gjorde jeg lige!) fordi det er ironisk ment og kan erstattes med 'lede', men fordi det er ironisk ment og kan erstattes med 'kedelige'.
Jeg kan faktisk godt synes, at det er kært, når nogen laver en blog om deres elskede Tutte eller Pivs (uanset om navnet dækker over et mini-menneske eller en småfed killing), men jeg synes generelt ikke, at den slags blogs er spændende. Et enkelt billede eller to af misser eller pusser, der smiler sødt er da, nåh ja, sødt, men en lang række af billeddokumentering med dertilhørende, som oftest absurd dårligt skrevet detaljerede historie inklusiv masser af 'hihi' og 'fnis', giver mig lidt lyst til at kradse i noget (dog ikke en kat eller baby). Wauw, dit barn kan rent faktisk grise meget, når det prøver at spise majsvælling. Flot og en smule frastødende, medmindre dit barn er meget sødt eller jeg kender det og derfor synes, at det er kært. Uh, din kat spiser kattemad. Og på det næste billede spiser den noget, der ser bekymrende behåret ud, imens den er iført en trøje, din bedste veninde har strikket til den. Jeg gætter på, at det, den er ved at fortære, er endnu en gave fra din veninde og jeg bebrejder den ikke. Måske kan den gå efter din computermus næste gang?

5 Selvretfærdige, dømmende lister
I kender dem godt. De der lister, hvor en eller anden mavesur blogger skal hælde noget galde udover vores andres udmærkede humør, ved at lave lange lister over hvor irriterende andre mennesker eller deres opførsel er. Puha, sure mennesker. Hvem tror I egentligt gider læse jeres lange mavesure lister? Som om folk gider bruge deres tid på at læse sådan en omgang surt opstød. Folk har da bedre ting, at tage sig til... Ikke sandt?

"Se flodhestekalv die"

2011-02-11T00:00:00.000-08:00

Kender I det, at man sidder ved sin computer og skal lave noget, man altså skal lave?
Studie, arbejde, opgave, projekt, hvad end det nu er. På et tidspunkt bliver man måske en smule træt og vil lige surfe gennem dagens nyheder, for at se, hvad der sker derude.

Ligesom mange andre, har jeg en smart funktion, der lige viser mig en ca. top 30 over nyeste og/eller mest læste nyheder inden for det sidste døgn.
Den smuttede jeg ind på og så gjorde jeg noget lidt underligt.
Mellem overskrifter omhandlende demonstrationer i Egypten og en masse andre artikler af politisk art, der sikkert alle er meget informative i forhold til verdens og DKs situation netop nu, valgte jeg, at klikke mig ind på intet mindre end "Se flodhestekalv die".

Det ville måske ikke være så underligt, hvis jeg ikke normalt forsøger at undgå den slags nyheder, fordi jeg ikke vil bruge min 'fire cruise tid' på nettet på den slags. (Hvis jeg vil 'pjatte rundt', søger jeg normalt efter nørdede eller fjollede eller musik videoer på youtube, eller cruiser blogs.) Nyheder som "Se flodhestekalv die" fanger normalt ikke min interesse.
Det gjorde det dog denne gang. Og ikke kun det - jeg nød faktisk samtlige 57 sekunder, jeg kunne se en grå klump plaske rundt og presse sig mod en større grå klump. Ja, jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg ligefrem følte mig priviligeret, at jeg kan sidde her ved min computer en helt almindelig morgen og se en optagelse af et ellers så fremmed dyr og jeg brugte tid på at spekulere på alle de ting, der er gået forud for og gør det øjeblik muligt - zoologisk haves oprindelse, anskaffelsen af flodheste, manden, der var nede med sit kamera eller sin telefon og filmede, internettet, den bærbare computer, mine briller. Alle de små ting, alle de mennesker, der har opfundet dem og/eller medvirket til deres eksistens og hvordan det hele førte til at jeg kunne se en grå klump suge mælk fra sin mor.
Det er da fascinerende.
Og skræmmende.

Ser du, på det seneste har jeg faktisk haft flere af denne slags oplevelser.
Jeg har altid været interesseret i tingenes oprindelse, så det er ikke så meget det. Men det, med at sidde og ligefrem tænke over alle de ting, der har ført til, at jeg f.eks. kan sidde i en bus på vej til studie eller lignende. Eller, at se fjollede "nyheder" og glædes over dem. Jeg har endda oplevet at jeg skruede væk fra et ellers underholdende program på Zulu, fordi det gik op for mig, at jeg lige kunne nå at se halvdelen af et Barnaby afsnit. (Jeg har intet imod Barnaby, men det bekymrer mig at jeg svigter et underholdningsprogram til fordel for det)

Disse ting gør mig en smule bekymret.
Først troede jeg, at jeg måske er ved at blive dummere (undskyld, til alle, der fylder hver dag af deres liv med Barnaby og små flodhestekalve) - men jeg kan stadig følge med og forstå ting, så det tror jeg ikke.
Dernæst tænkte jeg, at jeg måske var stresset og at det var min hjernes måde, at få mig til at koble af - men jeg føler mig ellers ikke stresset, bare lidt travl til tider, dog intet udover det sædvanlige.
Så slog det mig pludseligt. Og hårdt. Jeg er måske ved at blive 'ældre'! Måske endda 'rigtigt voksen'!
Massevis af flashbacks til mine 'voksne' veninder, der lige synes, at jeg skal se en eller anden "nyhed" omkring f.eks. flodhestekalve, der dier øger til bekymringen. De fleste af de veninder lever i dag som mødre og/eller ægtefæller eller andet i den dur. Dammit! Jeg har ikke tid til at være 'rigtigt voksen' nu! Og betyder dette, at jeg snart begynder at se kanal 4 agtige programmer, om hvordan jeg både kan tabe mig i vægt, koge pasta al dente OG lære at blive en bedre mor til mine uvorne teenagebørn på samme tid?
Hvor skal jeg få tiden til det fra? - Jeg har jo ikke engang tid eller specielt meget lyst til at gå i byen mere... Jamen, det betyder måske også...? Og jeg har heller ikke en smart phone.
Åh nej dog. Kan man virkelig få en 'hjælp, jeg er jo mentalt næsten voksen-agtig'-krise som 22årig?
Måske overdriver jeg en smule...Det er nok ikke så slemt.
Jeg er sikker på at et glas mælk og en lur under plaiden vil hjælpe på det.

Den berygtede grå klump:
(Advarsel, denne video kan suge al ungdom ud af dig)

Se flodhestekalv die

Den er da kær... Er den ikke?

Nervøsitet og dertilhørende

2011-01-17T08:48:00.000-08:00

Kaos, siger jeg eder, kaos!
Og hvis jeg havde en handske, ville jeg klaske den i mit eget våde ansigt og gøre det klart, at jeg forventede at jeg tog udfordringen op. Og det gjorde jeg så.

Der er et eller andet ved at skulle forberede mig til en mundtlig eksamen, der gør det til noget af det vanskeligste jeg har prøvet. (Jaja, det er en klar overdrivelse - der er talrige eksempler på ting, der har været væsentligt vanskeligere, men dette er mit rige og her hersker jeg og hvis vil bruge overdrivelser, gør jeg det, basta.)

Jeg ved ikke om det skyldes, at en del af mig tror, at jeg, ved at blive ved med at rette, skrive om, tilføje, tage ud, slette og redigere i mit oplæg, rent faktisk kan udskyde selve eksamen. Jeg tror det. Hvad som helst, for at udsætte det. Det er såmænd ikke fordi jeg betvivler min viden om det projekt, jeg skal op at forsvare eller om det oplæg jeg vil holde. Og noget mod må jeg jo besidde, når jeg vælger at holde et oplæg indeholdende en betydelig mængde biologi - i mit forsvar af en sociologisk forankret rapport - foran vores humanistiske vejleder. (Bare sig det - jeg må være skør.)
Det er selve tanken, om at sidde foran to yderst intelligente mennesker, der har læst en rapport, jeg er medforfatter til og skulle præstere noget, der rent faktisk viser, at jeg har en viden, er modig og intelligent og alt det der, der tilsyneladende er vigtigt. Det er sært, for jeg frygter ikke at skulle præstere i så mange andre situationer (høhø), men netop dette med eksamen gør mig alligevel lidt nervøs.

Dette semester har jeg tænkt taktisk. Jeg har tænkt på hvilken situation, jeg finder mere ubehagelig end en mundtlig eksamen og placeret dette dagen efter, i håb om at jeg vil kunne sætte eksamen lidt i perspektiv og gemme nerverne til det andet. Eksamen er imorgen (tirsdag). Onsdag skal jeg til tandlægen. Og ikke bare for at hilse - jeg skal have trukket en visdomstand ud. Enhver der kender mig, ved at der er få ting i verden, jeg reelt er bange for. (Eller, som jeg anerkender, at jeg er bange for). I prioriteret rækkefølge, med det mest frygtede til sidst, lyder listen: At være meget sulten (jeg frygter for andres sikkerhed), at være til mundtlig eksamen og selvfølgelig tandlæger. (Okay - og creepy små japanske piger, der kravler ud af fjernsynet/ud af brønde/ud af væggene/ud af hvad end du ikke forventer - damn you fascination af japanske gysere tilbage i mine naive teenageår.)

Jeg er nu ikke helt sikker på at min ellers så geniale plan har den ønskede effekt. Jeg er nervøs for imorgen, men ikke så meget som jeg plejer. (Jeg er ret overbevist om, at jeg, grundet flere ting, ikke får topkarakter alligevel.) Men jeg er dog nervøs - mest for tandlægeturen onsdag! Og denne nervøsitet tager en del af mit fokus. Så ind imellem mine eksamensforberedelser, prøver jeg at tackle den dårlige søvn, den rumsterende mave og ubehagelige drømme et fremtidigt tandlægebesøg ofte fører med sig.
Med andre ord er jeg måske mindre nervøs end sædvanligt til eksamen imorgen, men til gengæld har jeg blå ringe under øjnene, er træt, uoplagt og skal formentligt holde mig fra at indtage for meget føde i timerne op til.
Jeg anser det for at være et eksperiment hvis udfald bliver tvivlsomt. Jeg planlægger dog ikke at gentage processen, men vælger at kalde dette en engangsforestilling.
Og så ved jeg godt at jeg burde se at komme mig over min tandlæge-skræk. Jeg arbejder også hårdt på det!

Ønsk mig held og lykke imorgen - men mest onsdag!

Sommerfugle i sneen

2010-12-26T13:10:00.000-08:00

I derude, der selv skriver blog, kender måske godt det der med at man nogle gange tænker over, hvorvidt man bør cleare det med nogle, før man skriver noget. Se, jeg ved ikke helt om jeg egentligt burde cleare med min kæreste, før jeg skriver dette, men jeg er nu ret sikker på, at hun synes det er okay.
Jamen, hov, hvad var det, der stod der? En kæreste?
- Ak ja, du kære læser, det er sandt. Jeg har fået mig (og er blevet ens) kæreste. Jeg har mødt en helt utrolig kvinde, der giver mig så mange sommerfugle i maven, at det næsten kun kan være forelskelse, der er tale om. Derfor tøvede jeg heller ikke med at springe til, da muligheden for at blive denne skønne kvindes udkårne bød sig. (Hendes intelligens, en ualmindelig god fysik og vores forståelse af hinanden kan også have spillet ind).

Jeg er utrolig glad for min kæreste, omend der er en stor mangel på fysisk tilstedeværelse for tiden, da hun er ude at rejse, men med alle de moderne kommunikationsmidler, går det jo nok alt sammen. På trods af sms, skype, mail og facebook, mangler jeg hende dog alligevel konstant og jeg tænker ofte på alt det, jeg gerne vil med hende. Hvis du sidder og forventer en lang liste med smudsige historier, så er du bestemt på den forkerte side makker - jeg mener ikke den slags ting. Jeg mener alting. Det, at kunne vise hende alle mine yndlingssteder i byen, tage på stranden, ligge nede i gården. Måske tager jeg hende en dag endda med over til den lille flække, hvor jeg engang travede rundt i mine nedslidte blå sneakers og drømte om et bredere perspektiv i en større by med højere til loftet, men lavere til himmelen.

Med andre ord, er jeg ret vild med denne her kvinde, som utroligt nok gerne vil være min kæreste. Det er ret sjældent den slags sker - at det passer så fint, men det gør det altså i dette tilfælde og det er jeg meget glad for.

Og hvorfor skriver jeg så dette indlæg om dette? Det ved jeg ikke helt - måske fordi jeg gerne vil dele den glæde, der fylder mig og gør det svært for mig at tale om andet end hende og hvor sød hun er, måske fordi jeg vil blære mig, for selvom du måske ikke ved hvem hun er, så kan jeg garantere dig for at hun er fantastisk. Måske er det bare fordi jeg kan og har lyst. Og hvorfor du har brugt tid på at læse dette? Jamen, forventer du virkelig at der altid er noget i det for dig? Tsk tsk... Ej, faktisk så vil jeg mene, at det kan være, at der måske sidder en derude, der vil læse dette og glædes på mine vegne - og måske er den ene dig. Uanset hvad, håber jeg denne lille beretning om forelskelse kunne bringe dig lidt varme her i den kolde vintertid. Og nå ja, så kan du måske godt forvente at der fremover vil figurere en vis kæreste i mine skriverier.

Glædelig jul, hvis du er til den slags og godt nytår uanset hvad.

En smule underholdning (så var det ikke forgæves for dem af jer, der ikke bare glædes på mine vegne - kolde mennesker) Blus Big Bang

Men det er også bare fordi...

2010-11-30T14:56:00.000-08:00

Grundet diverse studierelaterede tidsrøvere og en ganske særlig udefrakommende (sådan, mere bogstaveligt udefrakommende, end men måske kunne antage) 'faktor', har jeg forsømt Bolsjefabrikken en smule.
Det er jeg ked af. (Og dog - sidstnævnte gør mig intet, hvorimod jeg er ked af at førstnævnte tager tid fra fabrikken.) Jeg skal forsøge at gøre mig mere umage. Jeg overvejede at skrive dette hundrede gange herinde, men udover at ens fingre er ømme efter, har jeg aldrig helt forstået hvad den slags straf/gøren bod skal gøre godt for. Så I må nøjes med denne lille pause-godbid:

Mew - Do You Love It?

Åh. Bonusinformation: I dag har jeg anvendt 'ordet' substitut-stakit i en sætning. Enhver, der kan få mig til det, fortjener da en fanfare. Eller noget endnu bedre. Bestemt noget bedre. Jeg må finde på noget, en dag.

Lyspunkter ved eksamens-skrivning (ja, de er der)

2010-11-17T16:07:00.000-08:00

Nogle gange skal der ikke så meget til.
Bare et lille prik og så smiler jeg over hele femøren (mit ansigt er faktisk en del større end en femøre, bare så du ikke får et helt ukorrekt mentalt billede af undertegnede).
Lige nu er jeg eksamens-ramt. Jeg er heldigvis ikke et stor bundt nerver, der bare stritter i alle retninger og venter på at blive flænset af hvad som helst, der nærmer sig, som nogle (jeg er rar og nævner ingen navne), men alle de timer foran computeren med hovedet begravet i diverse bøger g små lapper med noter overalt, har dog sin indvirkning på mig.

Det er heldigvis kun en enkelt skriftlig eksamen jeg nu mangler at få klaret, men jeg har netop nu også kun ca. et døgn tilbage at skrive den i. Det er derfor jeg bruger tiden så konstruktivt... Jeg kobler lige lidt af, så jeg kan køre på igen. Ikke her bagefter, men morgen, efter otte timers søvn, skal forstås.
Alt i alt synes jeg ikke specielt godt om eksamensskrivning. Det er flere dage hvor man stort set kun sidder foran en computer og skriver, retter, skærer og tilføjer i et væk og min krop skriger på bevægelse og mit hoved skriver på fred. Derudover har jeg en dårlig vane med at kværne usandsynligt store mængder tyggegummi, når jeg skal skrive, så min kæbe føles som om den er gået af led (hvilket den muligvis også er, at dømme ud fra diverse hævelser og mængden af savl på min pude om morgenen).

Eksamen er bare noget, der bare skal overstås.
Normalvis smiler jeg en del. Har du nogensinde prøvet at se film/lignende ved computeren og at skærmen så pludselig gik i sort - og du så dit eget spejlbillede i den sorte skærm? Yeps, jer der har prøvet det, ved hvad jeg taler om - når man ikke kommunikerer med andre levende væsener og ikke tænker over sit udtryk, så ser man ikke vitterligt intelligent eller charmerende ud. Det ansigt forestiller jeg mig, at jeg har på sådan ca. 16 timer i døgnet i disse dage.

Det er egentligt fjollet, for jeg ved jo at jeg burde smile og danne en masse rart stof i hjernen, der gør mig glad og forebygger eventuelt stres (ja, så simpelt kan det være nogle gange), men jeg glemmer det, når jeg roder rundt i antropologiske metoder og sociologiske teorier.
Derfor kan det være rart, at få en udefrakommende grund til at smile nu og da. Og det har jeg. Jeg har endda flere. Og de har slet intet med høje kakaoprocenter og raffineret sukker at gøre, næh nej, de er af kød og blod (og alt det løse). Det er rare mennesker, der udfører rare handlinger, såsom at skrive rare beskeder og lige prikke lidt til mig. Og så smiler jeg. Der er nu intet bedre, når man er lige ved at forbande Durkheim hen et sted, hvor solen ikke skinner (og som ikke har noget med min egen krop at gøre), end at der så hopper en glad lille sms ind, der bare lige kom forbi for at sprede lidt glæde. Det er en utrolig rar måde, kort at komme væk fra eksamensskrivningen på - og at blive mindet om at smile. :)

Derfor er dette blogindlæg både en lille hilsen til de øvrige derude, der også sidder og sveder (eller fryser) over eksamen og en varm tak, til de rare mennesker, jeg er så heldig at kende og som gider at skrive, selvom jeg ved, at jeg er rimelig dårlig til at huske at kommunikere i denne uge.

Lidt Imogen Heap som tak til de kære og afveksling til de, der sidder og skriver

Twix og Tvær

2010-11-13T10:52:00.000-08:00

I kender det godt, jer derude.
Om ikke andet, så i hvert fald de kvindelige af jer. (Jeg er ret sikker på, at mændene også har det sådan nogle gange, men I har vist ikke samme forklaring som kvinderne ofte benytter).

Det er de der dage, hvor alt bare går en på.
Når ens roomie siger godmorgen - og man synes det er irriterende.
Når buschaufføren smiler til en - og man synes det er flabet og irriterende.
Når ens chef siger, at man sagtens kan rykke den vagt man ville - og man synes det er irriterende overhovedet at skulle føre noget, der minder om en samtale med et andet levende væsen, uanset hvad meningen med samtalen er.
Det er de der PMS-dage. (Uanset om det så rent faktisk er PMS eller ej).
Jeg opdager det ret hurtigt, når jeg har den slags dage. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg fra jeg slår øjnene op, allermest har lyst til at lukke dem igen eller det faktum, at hele verden føles fjern og uvirkelig og mine fingre snurrer hvert andet sekund. (Sker det rent faktisk også for andre, eller er det bare mig, der er en freak?)

Det eneste jeg kan tænke på hele dagen er, at jeg virkelig burde sidde godt puttet ned i min dyne foran tv'et eller computeren og se mere eller mindre ligegyldige ting og spise chokolader i alskens afskygninger. Det er sådanne dage, hvor en god hårdag bare er spildt, for man er alligevel utilfreds (med alt), men en dårlig en er nok til at man føler sig bekræftet i, at verden faktisk er ond.

Jeg elsker det koncept man har indført nogle steder, hvor man kan ringe til sit arbejde og melde sig 'fri', fordi man føler sig uoplagt. Det er bare som om, det ikke helt fungerer i min verden. Jeg kan ikke ringe til mit arbejde, mit studie, min projektgruppe og mine venner og sige at jeg lige føler mig uoplagt og lige tager 24 timer i selskab med mig selv, fedtet hår, en kæmpe bunke Twix og en eller anden serie - og at dette betyder, at jeg ikke vil se eller høre andre mennesker, at jeg ikke vil læse, arbejde, skrive, rette, gøre rent eller tage stilling til noget overhovedet. Heller ikke i weekenden.

Det er så sjældent, at jeg har sådanne (PMS)dage, men hvor synes jeg bare at jeg fortjener dem, når det sker. Jeg kan bare ikke få mig selv til at lukke mig inde og dyrke det. Der er altid en deadline, noget arbejde, noget træning, en vens hjertesorg eller andet, der kræver min opmærksomhed og det lykkes mig altid at sparke mig selv hårdt nok, til at jeg falder ud af sengen og får lavet de ting, jeg nu engang skal. Jeg laver bare ikke det mindste ekstra de dage.

Der er bare en ting, jeg ikke forstår. Når jeg taler med mine veninder om uoplagte (PMS)dage, lyder det til, at de fleste af dem har væsentligt flere af sådanne dage, end jeg har. Hvordan dælen gør de det? Bliver man bare vant til at være skide tvær indeni eller findes der et eller andet trick? Går de rundt med flydende chokolade i drop hele dagen, for at klare det?
Jeg forstår det ganske simpelt ikke. Hvis jeg havde flere af sådanne dage, end jeg har nu, ville jeg frygte, at det ville ende med at jeg gjorde skade på nogen. (Roomie - hvis du læser dette, så bare rolig, jeg skal nok advare dig, hvis det bliver tilfældet.)

Jeg synes virkelig, at sådanne kvinder skal hyldes. Det må kræve noget af en selvopholdelsesdrift at være så produktive, som de er, på trods af så mange dage, hvor de er skidesure.
Jeg hylder jer, pissed-off kvinder, der formår at gå ud, leve og ikke slå nogen. Jeg er oprigtigt meget imponeret!

(Lille slut-note (haha, slut-note! - nåh ja, måske er I ikke helt så trætte som jeg er).
PMS i et forhold er en helt anden snak, som jeg tror jeg gemmer til en anden blog, især da jeg ikke er i et forhold lige nu og derfor slipper for at skulle forholde mig til det - og der er ingen grund til at rode i gamle historier nu. Man skal ikke rage efter ædelse i udbrændte kastanjer, eller hvad man nu siger.)

AD! - er du biseksuel!?

2010-11-06T15:07:00.000-07:00

Jeg er sådan ca. biseksuel.
Eller, det er jeg faktisk overhovedet ikke. Jeg er noget andet og jeg ved ikke hvad den rette betegnelse er.
Jaja, jeg ved godt at det ville gøre det hele en del nemmere, at fjerne det der 'ca.' og bare hoppe ind i en pæn kasse med klar forklaring udenpå, men sådan forholdet det sig bare ikke.
Nej, det er ikke fordi jeg er i tvivl, om jeg foretrækker mænd eller kvinder, og dermed altså om jeg er hetero- eller homoseksuel. Det er fordi jeg ikke kun er til mænd og kvinder (og så er jeg faktisk ikke altid en kvinde - ikke hvis man definerer det ud fra andet end biologi i hvert fald). Jeg har ofte fået at vide, at jeg må være pan- eller multiseksuel. Det lyder fancy og eksotisk og eftersom jeg ikke umiddelbart er nogle af delene normalt, må folk skam gerne kalde mig en af disse. Eller noget helt andet. Jeg er faktisk pænt ligeglad, så længe jeg kan få lov at (forsøge) at nærme mig dem, jeg synes virker interessante. Eller den. Jeg foretrækker monogame forhold. (Igen - knap så fancy og eksotisk). Nu er det bare således, at dette ikke altid er lige nemt og at min mangel på en klar kategorisering nogle gange kommer lidt i vejen.

Hvis du selv har din gang i LGBT(QI)-miljøet, så ved du måske, at det til tider er et lettere indspist miljø. Med andre ord, er der ikke mere end tre led (eller, tungeslaskere og det, der går dybere) mellem de fleste indenfor denne skønne gruppe mennesker. Således forholder det sig i hvert fald indenfor den omgangskreds, jeg plejer at begå mig i og jeg kan selvfølgelig ikke vide om det er sådan hele vejen rundt, men ud fra det jeg hører ("(...) min veninde, som også er min eks og en af mine andre eks' ekser...") kunne noget godt tyde på det
Dette gør også at information bevæger sig ret hurtigt. Nu er jeg jo ikke biseksuel, for jeg definerer mig ikke som værende en person af ét køn, der føler sig tiltrukket af folk af samme og modsatte køn som jeg selv besidder, men den er lidt kringlet at sige hver gang og derfor tror jeg de fleste omtaler mig som værende biseksuel. Derfor møder jeg også ofte de fordomme overfor biseksuelle der er, når jeg går i byen/dater/er til arrangementer og lignende.
'Hov!' - tænker du måske nu (måske gør du ikke, men leg lige med for min skyld). 'Fordomme, mod biseksuelle, jamen, hvis hun mener i LGBT(QI)-miljøet, er der vel ingen af disse?!'
Men åh jo, kære læser - sandheden er, at det ikke er specielt velanset blandt mange at være biseksuel. Ja, det skrev jeg faktisk lige og puha, hvor er det fy-fy af mig at skrive dette, men det er jo sandt! Jeg har ofte oplevet direkte næserynken fra lesbiske og bøsser, som reaktion på, at jeg ikke er til enten mænd eller kvinder og fordommene ligger ofte ikke langt under den pæne facade og hvor er jeg dog træt af dem!

Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville benytte denne mulighed til at hive et par af dem frem, så man måske kan se hvor tåbelige de er. Jeg ved godt, jeg måske ikke er den rette til at gøre dette, da jeg jo ikke er biseksuel, men jeg synes nu at det, at jeg så ofte må lægge ører og mental tilstand til dem, alligevel gør mig berettiget i at tage dette op.
Et par af klassikerne jeg hører indenfor LGBT(QI)-miljøet er:

- "Så er du bare show-lebbe?"
Jeg troede kun det var heteroseksuelle kvinder, der kyssede andre kvinder på dansegulvet for at please mænd, der fik denne lidet flatterende titel, men jeg tog fejl. Jeg tvivler på at kvindelige biseksuelle nyder at blive omtalt som show-lebber! Hvad er det også for et latterligt udtryk!?

- "Du er jo bare interesseret i mig, indtil du finder en mand (for alle biseksuelle piger ender med mænd.)"
Tak for tilliden, kvinde! Og nej, jeg er interesseret i dig i så lang tid som jeg nu engang er - og ikke fordi jeg mangler noget at fylde tiden ud med indtil en eller anden mand med skæg og diller og testosteron kommer rendende og vil lege hr. og fru. DK, men fordi jeg rent faktisk synes, at du er fantastisk og spændende (og sandsynligvis lækker, jeg er vel blot et menneske af kød og blod.)

- "Du tør bare ikke springe fuldt ud som lesbisk."
Ja, for det er jo klart mere skræmmende end at springe ud som biseksuel (eller i mit tilfælde: jeg-ved-ikke-hvad-seksuel). Jeg tror mange biseksuelle faktisk ville foretrække, hvis de kun var til et køn, fordi det måske er nemmere at formidle til omverdenen. Men jeg ved det ikke?

- "Er du så sådan 50/50?"
Ja, klart - du kan nemt tegne en stor cirkel, sætte en streg igennem og så er det en passende illustration af, hvordan enhver biseksuels seksualitet fungerer. Det forklarer jo også, hvorfor biseksuelle aldrig er tilfreds med et forhold, da de halvdelen af tiden bare går rundt og savner noget diller eller noget mis. Det er da logisk! (Come on, people, det mener I jo ikke seriøst, vel!?)

Ovennævnte fordomme, samt andre af samme skuffe, kan godt gøre det lidt svært at nærme sig folk indenfor dette miljø. Kvinderne er skeptiske - uden en kategori og når det så lugter af biseksualitet, så er de sikre på, at jeg i virkeligheden er hetero og bare lige skal have prøvet det der lebbe-noget, før jeg slår mig ned med en Peter eller Mads. Det eneste positive er at folk, der ikke definerer sig som værende et af de to binære køn ofte er ret venligt stillede overfor mig, men sandsynligheden for at finde en sådan person, som jeg føler mig tiltrukket af og vice versa er ret lille, da der desværre er et begrænset udbud af sådanne mennesker (ellers kommer jeg måske de forkerte steder? Jeg tager gerne imod tips - ikke at jeg er desperat. Overhovedet.)
Så er der de biseksuelle mænd, som man skulle tro ville være åbne overfor idéen, problemet er bare at jeg sjældent møder mænd, der er biseksuelle. Når jeg så gør, er de som oftest i et forhold - eller de er i virkeligheden fyre, der ikke tør springe fuldt ud som bøsser eller som alligevel bare ville forlade mig til fordel for en eller anden Peter eller Mads, så snart de mødte en, de synes var sød...
Åh. Eller, jeg mener... Hov. Det var jo... Jeg mener... Jeg forsøger at repræsentere et moralsk ideal og jeg... Argh, glem det! Bare lov mig, at prøv at være lidt sødere ved de biseksuelle, ikke? Så prøver jeg også, det lover jeg!

(Der burde være plads til alle, også de biseksuelle og også (eller især?) i LGBT(QI)-miljøet - så alle B'er også føler sig ligeså velkommen som L'erne og G'erne, uanset hvor dominerende hvilke grupper er i antal eller synlighed!)

Et Forsuttet Bolsje M/K

2010-10-28T14:22:00.000-07:00

"forsuttet bolsje: (slang) kvinde som har haft mange seksuelle forhold"
(Fra sproget.dk)

Ja, så kom der endelig et indlæg om sex. Sådan da.
Jeg ved I har ventet på det. Man skal vel også kræse lidt for sine læsere - nu kan I ikke undgå at blive skuffede. Men læs lige alligevel, nu du er her og plej min (måske naive) tro på at jeg kan rykke ved et menneske eller to. Jeg har brug for det - det har været en lang uge.

Nu forholder det sig sådan, at jeg personligt er fuldstændig ligeglad med hvem og hvor mange partnere folk har. For min skyld må folk holde swinger-fest i deres soveværelser hver eneste aften eller holde benene krydsede og munden lukket til den dag de dør. Jeg er ret ligeglad, så længe de selv er glade for den måde, de er seksuelle på og ikke skader andre mennesker (medmindre de andre mennesker er indforståede med det).
Men, men, men - mange mennesker er ikke ligeså ligeglade med hvem og hvor mange, andre har været sammen med.

Jeg ved ikke om I er bekendte med druklegen 'Jeg har aldrig', men den er meget simpel: Man skiftes til (eller byder tilfældigt ind) med et udsagn, såsom 'Jeg har aldrig været på Roskilde' og de, der så har, skal drikke. Meget simpelt. Disse udsagn kommer ofte til at handle en del om sex. Jeg ved ikke om det skyldes min omgangskreds' interesser eller alder, men det er helt sikkert, at der på et tidspunkt begynder at blive skrålet ting som 'Jeg har aldrig været sammen med en mand' eller 'Jeg har aldrig haft en trekant' og lignende mere eller mindre interessante ting.
Sidste gang jeg deltog i denne mentalt udfordrende leg, skete der så det, at en ung kvinde råbte 'Jeg har aldrig knaldet med mere end ti - der menes ikke på en gang!'. Flere, både mænd og kvinder, hævede grinende deres glas og drak, men en gæst fik straks alt opmærksomheden, da han (X) smilende slog sin sidekvinde (Y - der sad og drak) i ryggen og ytrede: 'Jeg vidste, du var en lille slut.' De, der var ædru nok til både at høre og forstå hvad han sagde, kiggede rædselsslagne på Y, der bare grinede afværgende og så rundt på os andre. Eftersom jeg kunne fornemme, at hun måske følte sig lidt beklemt, ville jeg trække opmærksomheden væk fra hende, så jeg grinede og sagde 'Ja, jeg siger det samme om dig X' og løftede mit glas mod X, for at skåle, for han havde selv drukket. Han reagerede dog ikke helt som jeg havde ventet - jeg troede jo, at han sagde det i sjov til Y og derfor også selv ville tage det som sjov, men han blev mildest talt sur. Han kiggede vredt på mig og sagde 'Det er jo ikke det samme, når jeg er en mand, vel!?' og lavede et noget utilfreds ansigtsudtryk, som endte i et lettere såret et. Jeg troede, at jeg kendte X, men jeg blev ret paf. Det endte med at vi kom ret så heftigt op at diskuttere om hvorvidt det er mere 'slutty' at kvinder har mange sexpartnere end at mænd har det og vi fik aldrig afsluttet diskussionen, da flere andre bad os holde op, fordi de syntes det 'ødelagde den gode stemning'. Jeg skal lige love for at stemningen var ødelagt for mit vedkommende.

Det kom virkelig bag på mig, at X virkelig mente, som han gjorde, for han er ellers en meget vidende og nysgerrig person. Jeg fandt dog ud af, at flere delte hans holdning - i hvert fald når man lirkede det politisk korrekte ydre af dem.

Jeg har siddet og tænkt længe over dette. Over at flere voksne, intelligente mennesker tilsyneladende rent faktisk mener, at det er mere moralsk forkasteligt for en kvinde at have mange sexpartnere, end det er for en mand. (Som sagt mener jeg ikke det er moralsk forkasteligt overhovedet, da det er et personligt valg.)
Det her handler ikke om feminisme. Det handler om alle køns ret til ikke at blive låst fast i nogle forældede syn.
Jeg har undersøgt det nøje og har bl.a. fundet ud af, at der findes utrolig mange kaldenavne og udtryk for det, at en kvinde har/har haft mange sexpartnere, hvorimod der ikke findes særlig mange (hvis nogen reelt) overhovedet som er udelukkende til anvendelse af beskrivelse af mænd, der ligeledes har været 'mere end en tur om blokken'. (Der var et af de få, der kan gå som unisex). Selv unisex udtrykkene bruges oftest i sammenhæng med kvinder: det er hunkøn der er 'billige' og 'nemme'. Det er sjældent hankønnene, der bliver beskrevet som værende dette.
Jeg tror, der er noget galt med sproget. Eller, i hvert fald måden vi bruger det på. Og jeg tror, det netop er dette, der er synderen - grunden til at f.eks. X mener, som han gør. Hvis han var vokset op med at mænd i ligeså høj grad (eller overvejende) var blevet kaldt 'ludere' og 'billige', når de havde mange partnere, ville hans holdning ikke være således. Men allerhelst så jeg han var vokset op med at ingen blev kaldt 'billige', pga. deres private valg.
Jeg ved, at det ovenstående for nogle (mange, håber jeg), vil være en selvfølge - og at I ved, at det ikke kun gælder på dette punkt, at vores 'italesættelse' af kønnene er nedværdigende, misvisende og hæmmende (for begge parter!). Jeg har dog alligevel valgt at skrive om dette denne gang, for at de af jer, der ikke har tænkt over hvordan I omtaler f.eks. kvinder, der ikke er 'fedtede med karamellen', måske vil tænke over dette. Måske vil I dermed inddirekte hjælpe mig, så jeg ikke behøver at diskuttere noget, jeg synes er åbenlyst forældede holdninger, med mine venner, næste gang vi sidder og spiller 'Jeg har aldrig'.

Hold Kæft Bolsjet

2010-10-21T11:55:00.000-07:00

Hold Kæft Bolsjet er noget, jeg jævnligt vil tildele til en, jeg synes har gjort sig fortjent til det.

Denne måned går Hold Kæft Bolsjet til:

Ja, jeg overvejede om TV2s nyhedsledelse skulle have et, siden de tilsyneladende godt kan lide at skulle tie, men så tænkte jeg at hvis de rent faktisk har fået et af Statsministeriet, så kan et fra mig sgu nok ikke helt måle sig med det. Så tænkte jeg at Lars Løkke måske skulle have et - det kunne i hvert fald godt tænkes at han gerne vil have et, nu hvor SF og R kræver en forklaring på sagen om forsvindingsnummeret, men i den fri presses interesse, har jeg valgt ikke at tildele ham det.

I stedet går boljset til nogen, der er lidt længere væk, rent geografisk i hvert fald:
Den appeldomstol i USA, der, på trods af Obamas udtalelser og den sidste uges debat omkring emnet, har besluttet at det alligevel fortsat skal være forbudt for åbent homoseksuelle at være med i de væbnede styrker.
Jeg har kun en ting at sige: WTF!?
I sidste uge blev forbuddet ellers ophævet og flere, der indtil nu har levet med 'Don't ask, don't tell'-koden i militæret, sprang åbent ud og flere søgte ind. Nu bliver de, der søgte ind så afvist - og de der sprang ud risikerer at blive afskediget som konsekvens af deres nye åbenhed omkring deres seksualitet. Hvordan i alverden kan en 'ledende vestlig nation' overhovedet acceptere at den form for diskrimination finder sted? Det er jo fuldstændig vanvittigt. Jeg synes det her er klædeligt med et citat fra sangen Fuck or Kill af Peaches, selvom den er lavet i en anden kontekst, men stadig: "I'd rather fuck, who I want, then kill who I am told to!"
Og så synes jeg det ville klæde Obama at gå mere åbent ind i kampen, når nu han engang sagde, det var det han ville.
Men kære appeldomstol i USA - et stk. danskproduceret Hold Kæft Bolsje. Værsgo'!

Kort artikel om ovennævnte sag

Peaches' Fuck or Kill

Så er Bolsjefabrikken åben

2010-10-21T10:56:00.000-07:00

Puha, det tog også sin tid.
Efter lang tids flirten med, ja, skal vi kalde dem mindre seriøse blogs, så føler jeg nu endelig at jeg er klar til dette - at åbne Bolsjefabrikken.
Uha, sikke et forventningspres jeg nu bygger op, det var jo ikke intentionen. Nu må du jo ikke tro jeg er ude på at lave en revolutionerende blog. Ikke at det ville gøre noget, hvis det blev det, men det er ikke umiddelbart målet. Det er bare Bolsjefabrikken.
Jeg har leget med mange titler, men synes nu denne er den mest passende, for denne blog er i sandhed en bolsjefabrik. Af denne blog kan du forvente små, mundrette bidder af både sødt, surt, salt og syrligt fra det jeg opsnapper på min færden og ligesom med et bolsje, håber jeg at det vil fungere som et øjebliks nydelse - måske med lidt eftersmag til eftertanke nu og da.
Så, værsgod at smage!

Jeg erklærer hermed Bolsjefabrikken for åben.